Om klubben
Sportsrideklubben Vallensbæks historie
Sportsrideklubben Vallensbæk (SIV) blev stiftet i 1989, men stod allerede i sommeren 1990 som arrangør af et landsstævne i springning med ”SAS Grand Prix”, som var en nordisk turnering i ridebanespringning med kvalifikationsrunder i hvert af de nordiske lande.
Springstævnet blev en stor succes, og dermed var vejen banet for mange og store stævner i Vallensbæk. I 1991 afviklede SIV således for første gang DM i dressur for seniorer – igen sideløbende med et landsstævne i springning.
I de efterfølgende år har klubben afviklet utallige lands- og elitestævner sammen med afdelinger af og finaler i: DM for klubhold i såvel dressur som springning, dressurchampionater for 4-, 5- og 6-års heste, uofficielle danske mesterskaber i kür (dressur til musik) samt adskillige danmarksmesterskaber i dressur for både ponyer, juniorer/ungryttere og seniorer. Derudover arrangerede klubben EM i dressur for ungryttere i 1996 og har endvidere afviklet et internationalt dressurstævne med den daværende ”Classic Castle Cup”. SIV er en meget aktiv stævnearrangør, der råder over én af Danmarks bedste stævnepladser, nemlig Vallensbæk Ridecenter. Til trods for at klubben har forholdsvis få medlemmer, er den blevet en meget vigtig klub for dansk ridesport.
I 1991 udnævnte Team Danmark Vallensbæk som hovedcenter for ridning i Øst-Danmark. Nu har man dog valgt kun at benytte Vilhelmsborg som hovedcenter.
SIV holder ikke kun lands- og internationale stævner. Klubben afvikler utroligt mange stævner på alle niveauer hvert år – i såvel dressur som springning. Derudover er der mange andre aktiviteter i SIV regi som bl.a pony-games og ridemærkeundervisning. Der er også rideskole-undervisning på stedet. Dette foregår dog i kommunalt regi og varetages af Vallensbæk Ridecenter.
|